Henrik Ibsens skrifter

Jeg kan ikke undlade at sende Dig min tak for ​den velvillige og anerkendende måde, hvorpå Du har anmeldt mit nye skuespil. Jeg troede så halvt om halvt at Du i den senere tid, i æsthetisk og kritisk henseende, var gået over til etatsråderne; men nu ser jeg jo til min glæde at Du har bevaret dit gamle frisind og at du ikke afgjort står alle nyere retninger imod.

At der fra mange hold vilde rejse sig et skrig imod mit nye stykke var jeg naturligvis på forhånd forberedt på. Havde denne bog straks fundet billigelse af alle, så havde det ikke været mig nogen nødvendighed at skrive den. Jeg tager derfor også modstanden ganske roligt og koldblodigt. Jeg ved at om nogle få år vil bogen stå for den almindelige bevidsthed som en kendsgerning, hvorimod der ikke er noget at sige eller indvende. Det gælder ikke andet end at folk får tid til at vænne sig til at den er skrevet således, som den er, og ikke anderledes. Jeg har erfaringer fra tidligere tilfælder at støtte mig til. ​Der blev skreget ligeså stærkt imod «Kærlighedens komedie» da den første gang kom ud, og ​ligeså imod «Peer Gynt» og ​imod «Samfundets støtter», ikke at tale om ​det hyl, der aldeles ​ubeføjet mødte «De unges forbund».

Hvad der glæder mig under modstanden er at ​de danske blades udtalelser, såvidt de er kommet mig for øje, gennemgående er holdte i en dannet, human og høflig tone uden alle disse journalistiske plumpheder, som man ​et visst andet steds i Norden synes at ansé for uundværlige. Men i København skrives vel ​hellerikke deslige recensioner af ​anonyme theologer. Overhovedet synes man ​i Danmark mere og mere at indføre den priselige skik at skrive under navn. Og det er glædeligt. Det står for mig som noget banditagtigt, dette, med eget navns fortielse, at rette angrep mod den navngivne. Jeg begriber ikke at noget menneske med æresbegreber kan bekvemme sig til sligt.

Jeg beder Dig hilse alle fælles venner og bekendte fra mig, og med de bedste ønsker om et godt og glædeligt nytår tegner jeg mig